Smag På Historien
Følg på Instagram
Smag På Historien
Følg på Instagram

Falafel fra Det Gamle Ægypten

Falafel fra Det Gamle Ægypten

Opskrift fra Det Gamle Ægypten (ca. 3300 f.kr. - 332 f.kr.)

De gamle ægyptere elskede øl, løg og tameya! Moste hestebønner krydret med hvidløg, spidskommen, koriander, salt og peber, formet som krebinetter og friturestegt. Efter en lang dag med fiskeri på Nilen eller som skriver i Osiris´ tempel, har en stor portion frisklavede tameya været en dejlig middag. 

Tameya er stadig en populær street food i Ægypten, ligesom den laves af især de koptiske husmødre hjemme i køkkenerne. Jeg købte dem tit, da jeg selv boede i Cairo, og opskriften har kun ændret sig lidt siden faraonernes tid. Nu blendes der som regel en masse frisk koriander eller persille i, og de vendes i både sesamfrø og knuste korianderfrø. 

Image

Opskrift

6 personer

450 g. tørrede hestebønner - som har ligget i blød i 24 timer

2 store hakkede løg

4 fed hakkede hvidløg4 spsk. hakket frisk koriander eller 1½ spsk. stødt koriander

2 tsk. stødt spidskommen

½ tsk. bagepulver

En sjat tabasco

1 tsk. havsalt og godt med nykværnet peber

Evt. sesamfrø eller birkes

Olie til friturestegning

Kom bønner, løg, hvidløg, krydderier, bagepulver og salt i en food processer eller blender, og blend det godt sammen til det har en ensartet konsistens.

Eller kom det hele i en morter og mos det godt sammen (sådan ville de gamle ægyptere have gjort). 

Lad puréen hvile i 30 minutter. 

Form puréen til krebinetter og vend dem i sesamfrø. 

Lad dem stå 15 minutter. 

Varm olien op, til den syder om en tændstik (ikke enden med svovl!).

Kom krebinetterne i olien (ikke for mange ad gangen) og lade dem stege til de er gyldne på begge sider. Vend dem undervejs.

Lad dem dryppe af på fedtsugende papir. 

Servér dem varme med frisk salat, brød og løg. 

Image

Anmeldelse

Smagfulde, sprøde og virkelig lækre! I modsætning til falafel lavet med kikærter er denne puré nemmere at samle og forme. Næste gang jeg laver dem giver jeg dem mere power på krydderierne og tilføjer frisk koriander. Andre stødte krydderier som chili, ingefær og sumak, eller tørrede urter som oregano, basilikum og timian vil også være gode smagsgivere. 

Servér gerne en yoghurtdip til, ellers kan de være lidt tørre. 

Image

Opskriften er fundet i "Den Antikke Kogebog" af Michelle Berriedale-Johnson fra 1992. 

SMAG PÅ HISTORIEN

Personlig blog om madhistorie, historiske opskrifter, inspiration.