Smag På Historien
Følg på Instagram
Smag På Historien
Følg på Instagram

Friskost fra middelalderen

Friskost fra middelalderen

Friskost er en simpel måde at fremstille ost på, sandsynligvis er den lige så gammel som korndyrkning og husdyrhold i Danmark. Fra bondestenalderen har man fundet lerpotter med huller i, der har været brugt til fremstilling af denne type friskost: syrnet mælk er levet hældt i lerpotten, og vallen er blevet siet fra gennem hullerne. Det tilbageværende ostestof kunne krydres, formes og spises som friskost, den afdryppede valle blev drukket eller brugt til brødbagning.

Det var også en ost man spiste i middelalderen. Den kunne gøres lidt mere elegant med rørsukker og rosenvand, importerede ingredienser fra Arabien der kun var adelen og hoffet forundt. 

Spis friskosten som dessert med honning, nødder og friske bær.

Og et brød lavet med ostevallen. Find opskriften her.

Image

Opskrift

Ingredienser

1 l økologisk tykmælk

1-2 dl piskefløde

2 spsk. rosenvand

2 spsk. sukker

Blåbær, jordbær, hindbær, brombær, evt. marineret i rørsukker eller honning

Fremgangsmåde

Kom tykmælken i et rent stykke ostelærred, der er placeret i en sigte over en skål. 

Lad den dræne i mindst 4 timer, gerne et døgn i køleskabet.

Gem evt. den afdryppede valle til brødbagning.

Rør den drænede tykmælk med fløde, rosenvand og sukker, og kom en i en passende form.

Sæt den i køleskabet et par timer.

Servér osten afkølet med bær, honning og nødder.

Image

Ovenstående maleri er fra 1300-tallets Italien. Læg mærke til den særlige ostepotte med huller i på bordet. 

Anmeldelse

Det smager overraskende godt med rosenvand og sukker! Osten minder lidt om klassisk Philadelphia-smøreost, men med mere sødme og en elegant note af roser. Smurt på brød med bær, knasende nødder og et dryp honning er det en virkelig lækkerbisken. 

Opskriften er fundet i Middelaldermad af Bi Skaarup. 

SMAG PÅ HISTORIEN

Personlig blog om madhistorie, historiske opskrifter, inspiration.