Fyldte peberfrugter

Opskrift fra "Spændende mad fra hele verden" fra 1964
Hvis charterferien i 1960'erne ikke skulle gå til Italien eller Spanien, var Grækenland det oplagte rejsemål. Man var sikret sol, varme og skønne sandstrande. De græske øer som Rhodos, Kreta og Kos tiltrak solhungrende danskere i massevis, der med en pakkerejse var sikret en ferie med alt betalt og planlagt: man rejste med charterfly til sin destination, blev hentet i bus og transporteret til hotellet, hvor måltider, aktiviteter og udflugter var planlagte af rejsebureauet. Det eneste de danske turister skulle gøre, var at læne sig tilbage i liggestolen og nyde solen ved poolen, de hvide sandstrande med det azurblå vand og de lokale specialiteter.
Hjemme igen kunne husmoderen kaste sig ud i at lave feriens spændende eksotiske retter i sit eget køkken. Peberfrugterne fyldes med en fars der minder meget om den hjemlige frikadellefars uden de store intense krydderier. Til gengæld er der ris i, hvilket er anderledes og nyt. Serveret med en græsk dressing (Tzatziki) er det næsten som at være sydpå igen.

Opskrift
4 personer
4 store grønne peberfrugter, 200 g. hakket lamme-eller svinekød, 2 dl. løse ris, 2 spsk. hakkede løg, 1 æg, salt, peber, 1 spsk. tomatpuré, hakket persille, 1 spsk. olie, 1 dl. vand
Skær stilken af peberfrugterne. Skær den øverste del af som et låg. Fjern frøstole og frø. Overhæld peberfrugterne med spilkogende vand.
Bland hakket kød, ris, løg, æg, tomatpuré, persille og dild sammen. Smag til med rigeligt salt og peber.
Fyld peberfrugterne med kødblandingen og læg lågene på. Sæt peberfrugterne i et ildfast fad der fyldes med olie og vand, dæk det med et låg eller sølvpapir. Bages i ovnen ved 200° i 35-45 minutter.
Serveres med citronbåde og brød.
Opskrift: græsk dressing (Tzatziki)
2 dl. yoghurt, 1 dl. finthakkede skrællede agurketerninger, 1-2 spsk. olie, 1-2 spsk. vineddike, salt, peber, 1 spsk. finthakket dild
Alle ingredienserne blandes sammen, smages godt til og serveres koldt.

Anmeldelse
Når farsen tilberedes indeni peberfrugterne, forbliver den saftig og svampet. Farsen skal smages til med rigeligt salt og peber, der kan give modspil til peberfrugterne der bliver ret søde når de bages. Er der fars tilovers, kan de steges til lækre frikadeller. Ret nemt og ligetil.
Tzatzikien bliver meget syrlig med vineddiken. Jeg foretrækker min med mere salt og en kraftigere smag af agurk. Sjovt nok er der slet ikke hvidløg i denne opskrift, hvilket ellers er klassisk for danskernes udgave af denne dressing.
