Smag På Historien
Følg på Instagram
Smag På Historien
Følg på Instagram

Guide til det gode renæssancetaffel

Guide til det gode renæssancetaffel

Blogindlæg

Bliv inspireret af renæssancens overdådige festmåltider og hold dit eget taffel. Her følger her en lille guide til borddækning, menu og underholdning.

Stileben med kalkuntærte - Pieter Claez 1627

Guide

• Dæk et langbord med en hvid damaskdug og pynt bordet med 3 store skueretter. Skueretterne kan være lavet af voks, gips og sukkerstads i strålende farver og forestille kærlighedens gudinder, jagtscener eller triumftog.

• Dæk op med tallerkener af sølv og dine fineste glas. Vær opmærksom på at have flere glas klar, da gæsterne ved store drikkelag godt kan finde på at kaste glassene i gulvet efter hver skål. Hvis du ikke har nok service selv, så lån hos dine adelsvenner.

• Læg en skarp kniv og en togrenet, spids gaffel ved hver kuvert. Gaflen bruges til at holde på maden mens man skærer den, hvorefter man putter maden i munden med fingrene.

• Byd gæsterne velkomne med trompeter og pauker (store slaginstrumenter).

• Inden gæsterne sætter sig til bords får de vasket deres hænder i velduftende vand fra et vaskefad, hvorefter de kan tørre dem i et fint stykke linned, som en tjener rækker dem.

• Servér 24 retter for gæsterne, gerne flere. Søde og salte retter serveres samtidig. Når du serverer en så stor overdådighed af retter, viser du at du er fornem og har stor velstand.

• Mundskænke sørger for at søde og krydre vinen, så den passer til hver gæsts særlige smag.

• Et godt festmåltid varer 6 timer med musik og lystige sange. Du kan for eksempel spille John Dowland med "The King of Denmark Gaillard" eller Monteverdis "Cruda Amarilli"

• Hver gang der skåles akkompagneres det af trompeter og pauker indenfor, kanonsalutter udenfor.

• Du kan eventuelt invitere tilskuere, som tager deres egen mad med. Tilskuerne kigger på mens dine gæster spiser og skåler naturligvis med når I skåler.

Image

Forslag til menu

At holde en mindre fest med lidt færre retter er naturligvis også en mulighed. I så fald kan du byde på 3 salte retter (en grønsagsret, en kødret og en ostetærte) og 1 sød ret serveret med Lutendranck og øl til (undgå at servere vand til. Vandet i renæssancens byer var forurenet af affald, samt afløb fra kloakker og var derfor de fleste steder udrikkeligt).

Salte retter

Friske ærter med Groffenbrad Saad

Græskar at koge

Spinat på ungerske at koge

Klosser eller Pølser uden skind

Høns med Peberrod

Lax at steege

En Ost Tærte

Søde retter

En mandeltærte at tilrede

En Pæretærte

En Tærte af Æg

Drikke

Lutendranck at tilrede

Høns med peberrod.En Ost Tærte.

Litteratur

Heiberg, Steffen: Christian 4. – En europæisk statsmand, Gyldendal 1988

Juul, Gunvor Maria: Danmarks ældste kogebog, Koustrup & Co, 2016

Kong Christian den Fjerdes Egenhændige Breve, Udg. Ved C. F. Bricka og J. A. Fridericia af Selskabet for Udgivelse af Kilder til dansk Historie, Kbh. 1887-89

Ogier, Charles: Det store bilager i Kjøbenhavn 1634

Skaarup, Bi & Jacobsen, Henrik: Middelaldermad, Gyldendal 1999

Skaarup, Bi: Renæssancemad – Opskrifter og køkkenhistorie fra Christian 4.s tid, Gyldendal, 2006

SMAG PÅ HISTORIEN

Personlig blog om madhistorie, historiske opskrifter, inspiration.