Kartoflens Danmarkshistorie

Kartoflen gør ikke meget væsen af sig. I sig selv smager kartoflen ikke af særligt meget. Den skal have godt med salt for at den for alvor kommer til sin ret. Det er sjældent at møde mennesker der decideret ikke kan lide kartofler, højst synes de nok den er lidt kedelig. Den er ellers blevet sat på middagsbordet til både hverdag og fest, men næsten altid som tilbehør til noget andet. Kartoflen er sjældent stjernen i måltidet, den plads overlader den som regel til grøntsager, kød, krydderier eller andre kulhydrater.

Kartoflen hører uomtvisteligt til dansk madkultur. Men faktisk har den ikke (i det store hele) være spist særligt længe. 

Den djævelske kartoffel

Kartoflen – den fremmede rodknold der rejste over havet fra Den Nye Verden til Det Gamle Europa (første gang i 1537), blev modtaget med skepsis. Intetsteds i biblen stod der noget om kartofler. Den voksede også under jorden (deraf det franske navn Pommes de terre – Jordæble), så derfor var det jo oplagt at den havde noget med djævelen at gøre. Hvilket yderligere blev understreget af, at den var giftig, hvis den blev spist rå.

Denne mistillid holdt ved hos de danske bønder i århundreder, også selvom den danske konge og adel fik øjnene op for mulighederne ved den simple kartoffel. Kartoflen var nemlig billig og nem at dyrke (i forhold til de danske kornsorter), nærende og langtidsholdbar. Efter flere forsøg på kartoffeldyrkning, blev kartoffeltyskerne på den jyske hede, de første der for alvor lykkedes med produktion i større skala. Med støtte fra kongen og herremænd, fik de kartoffelplanterne til at skyde op af den golde, næringsfattige hedejord i 1760’erne. Kartoffeltyskerne glemte bare at fortælle de danske bønder, at kartoflen altså skal koges inden den spises. Danskerne nægtede at sætte tænderne i kartoflen, ikke engang deres hunde gad spise den. Kun svinene guffede ”tyskerklumperne”  i sig.

I slutningen af 1700-tallet skrev pastor Lauritz Minis i sin dagbog at ”Hvorledes at få Potatos yndet af Bonden er et Spørgsmål af ikke liden Vanskelighed, … og man kunne måske lettere indføre en ny Religion end at indføre Potatos.” Den danske almue ville hellere spise ærter, brød og grød, som de altid havde gjort.

Kartofler over alt!

Men langsomt spredte kartoffeldyrkningen sig alligevel mere og mere i det danske land. Kartoffelplanter krævede ikke megen plads og kunne dyrkes af husmændene i deres små haver, eller i udkanten af de store marker. I 1837 blev der ved den første landbrugstælling nogensinde konstateret, at der blev dyrket kartofler på en eller anden vis på alle marker i landet - enten som reelle kartoffelmarker, eller i udkanten af marker med andre afgrøder. Og i 1880’erne begyndte kartoflens guldalder for alvor. Nu spiste alle, rig som fattig, herremand som arbejder, kartofler. Det nye støbejernskomfur gjorde det nemt at sammensætte og tilberede en middagsmenu, som vi kender som klassisk dansk: kød, sovs og kartofler! Der blev udviklet kartoffelopskrifter i et væk, mange efter fransk inspiration, for finere fransk madlavning var trendy. 

Kartoffeloptøjer

Under 1. verdenskrig var kartoflen blevet så stor en del af danskernes kost, at der næsten opstod optøjer over den gule rodknold. På grund af krigen i udlandet måtte der rationeres på kartoflerne, og kartoffelpriserne var på himmelflugt. Demonstrationer til fordel for billigere kartofler arrangeredes i hele landet og snart måtte myndighederne regulere produktion og priser, for at forhindre voldelige oprør. I Berlin havde tyske husmødre således stormet kartoffeludsalg for at rage de eftertragtede kartofler til sig, og i Sverige havde svenske kvinder taget kontrol over togvogne med kartofler på vej ud af landet. Den slags voldsomhed ville myndighederne gerne undgå i Danmark. 

Under 2. verdenskrig var der igen rationering af fødevarer, men her kom kartoflen til at spille en anden rolle. Myndighederne opfordrede danskerne til at anlægge køkkenhaver, hvor de kunne: i parker, vejkanter og haver, og her blev der dyrket sækkevis af kartofler. Faktisk så mange, at kartoflen kunne bruges som erstatning for hvede, marcipan og kødfars i husholdningen. Til jul kunne husmoderen sætte kartoffelmarcipan på bordet som konfekt (mosede kartofler, flormelis, mandelessens, rapsolie), eller hun kunne strække kagedejen og blande kartoffelmos i.

Kartoffelkur og kartoffelnedtur

I 1960’erne begyndte kartoflens nedtur. Danskerne fik flere penge mellem hænderne og rejste på charterferie til Mallorca og Rom. Hjemme igen ville de hellere sætte nye, spændende retter på bordet med spaghetti, ris og brød, end de kedelige, velkendte kartoffelretter. Senere blev kartoflen mere og mere udskældt: den blev beskyldt for at være alt for stivelsesholdig, byde på tomme kalorier og være fedende.

I 1986 satte den danske regering danskerne på “kartoffelkur” - der skulle spares, det private forbrug skulle sættes ned og i de små hjem skulle der spises flere billige kartofler og færre dyre bøffer. Kartoflen var blevet lig med kedelig, billig mad. 

Da kartoffelforbruget var på sit højeste i 1800-tallet spiste danskerne i gennemsnit 120 kg kartofler om året. I dag er det faldet til ca. 40 kg. Men en enkelt oprejsning har kartoflen da fået for nylig. I 2014 blev stegt flæsk med persillesovs kåret til Danmarks nationalret. Og stegt flæsk med persillesovs kan som bekendt ikke serveres uden kartofler!

Fotos taget i samarbejde med Gammelmark Photography