Smag På Historien
Følg på Instagram
Smag På Historien
Følg på Instagram

Sardiner à la Basque

Sardiner à la Basque

Mangler du en lækker forret til din næste festmiddag? Så er denne nemme, hurtige ret med sardiner fra 1964 en oplagt mulighed! Jeg faldt egentlig over opskriften fordi den umiddelbart virker lidt absurd: meget få ingredienser og hvordan passer sardiner, ris, parmesan og tomatpuré lige sammen? Ganske godt skal det vise sig, hvis man altså tilbereder retten som den traditionelt gøres i Baskerlandet.

Sardiner a la Vasca

Sardinas a la Vasca er en intens, smagfuld ret lavet med grillede sardiner af såkaldte “Sardineras” – kvindelige sardinsælgere. Sardineras bærer de friskfangede sardiner i store kurve på deres hoveder fra havnen Santurzi til Bilbao, en distance på ca. 18 km. Der er desværre ikke mange sardineras tilbage længere; biler har overtaget transporten af fiskernes fangst. De friske sardiner bliver fileteret, grillet over åben ild og serveret med en sauce lavet af olivenolie, løg, hvidløg, tomater og friske urter som persille og timian. Selvfølgelig smagt til med salt og peber. Sardiner fra dåse kan også bruges, og nogle gange indeholder retten også kapers, parmesan, piemont de espelette og skinke.

Denne opskrift er tilpasset 1960’ernes danske køkken, hvor man ikke var vant til de intense,  baskiske smage og hvor det var begrænset, hvad man kunne købe af eksotiske ingredienser i købmandsbutikken. Friskfangede sardiner er skiftet ud med dåsesardiner og friske tomater med tompatpuré. Tomatsovsen får desværre ikke lov til at stå og simre så længe, at den kan udvikle sine smagsnuancer, og så har opskriften her mærkeligt nok droppet hvidløg. Jeg ved ikke helt hvorfor den serveres med ris, men det er måske fordi det er tilpas eksotisk. Oliven er jo spanske, så derfor er de velkendte grønne oliven fra glas brugt som pynt.

Image

Opskrift

4 personer

175 g ris

Salt

2 dåser sardiner i olie

2 løg

2 spsk olie

4 spsk koncentreret tomatpuré

100 g reven parmesan

1 tsk paprika

Fyldte oliven

Kom risen i 3 dl kogende, letsaltet vand.

Lad småkoge under låg 12 minutter, sluk for varmen og lad stå i 10 minutter.

Steg sardinerne ved middel varme i lidt af det olie, der er med i dåserne.

Mens sardinerne steger let brune, finthakkes løg.

Fjern sardinerne fra panden og kom løg på i stedet.

Lad løget snurre et par minutter, tilføj tomatpuré, vand, paprika, salt og parmesan.

Lad det koge ind ved høj varme indtil det er tyknet.

Bred risen ud på et fad og læg sardinerne i stjerneform herpå.

Hæld sovsen i midten og pynt med oliven.

Forslag til menu

Forret – Sardiner à la Basque

Hovedret – Kyllinger i peberrod

Dessert – Frisk frugt

Forslag til drikkevarer – rød-eller hvidvin, øl

Tips: retten er temmelig solid – og vil derfor også egne sig som natmad eller soupé-ret.

Image

Anmeldelse

Retten smager som sådan ikke dårligt. Men den smager heller ikke godt. Mest er den bare lidt bleh i munden. Risene er kedelige (jeg skulle nok have saltet dem lidt mere). Tomatsovsen har ikke særligt mange smagsnuancer, den havde haft godt af mere tid på komfuret og hvis den havde fået lidt hvidløg, smoked eller hot paprika, en anelse sukker, kapers eller timian og oregano. Sardinerne smager egentlig ganske godt stegt på denne måde, men deres smag bliver i høj grad overdøvet af de syltede oliven.

Anrettet efter kogebogens anvisninger, ser retten bizar ud. Men i det mindste var den nem at lave og ikke særlig dyr.

Opskriften er fundet i "Kogebog - Nye og Festlige Retter" fra Bo Bedre 1964

SMAG PÅ HISTORIEN

Personlig blog om madhistorie, historiske opskrifter, inspiration.