Teboller

Opskrift fra "Mad & Køkken" fra 1939
Bankdirektør Varnæs’ smukke stuer danner ofte rammen om teselskaber for Korsbæks fine damer. De kommer på visit og diskuterer syklubbens opgaver, den næste velgørenhedsbasar i kirken eller deler byens nyeste sladder.
Som værtinde er det naturligvis Maudes fornemmeste opgave at byde disse visitdamer på noget lækkert. Udover te, serveres der småkager (typisk finskbrød eller vaniljekranse) og en større kage (ofte en sandkage). Og så er der tebollerne: luftige, bløde hvedeboller med et hint af kardemomme og smurt med smør.
Det er naturligvis kokkepigen Laura der bager lækkerierne (og stuepigen Agnes der serverer den varme te). Med en dygtig kokkepige og en servil stuepige viser Maude, at hun er både velhavende og byens førende dame.

Opskrift
12 stk.
½ kg. mel
250 gr. margarine
½ tsk. salt
1 spsk. sukker
1 æg
50 g. gær
1 ¼ dl. lunken mælk
1 tsk. kardemomme
Smuldr margarinen i melet.
Oplæs gæren i lidt af mælken.
Bland den oplæste gær i melet.
Tilsæt sukker, kardemomme, salt, æg og resten af mælken.
Ælt dejen godt sammen til den er smidig.
Drys mel over dejen, læg et rent viskestykke over og sæt den til hævning et lunt sted i 1 time.
Form dejen til boller.
Lad bollerne hæve under et rent viskestykke i 15 minutter.
Pensl bollerne med sammenpisket æg.
Bag bollerne i ovnen 10-15 minutter ved 200° indtil bollerne er gyldne.
Serveres med smurte med smør.
Tip
Der kan også tilsættes 50 gr. rosiner og 50 gr. sukat til bollerne.
Pensling med æg er den dyre metode, i stedet kan bollerne pensles med kold kaffe med lidt sukker i, kold mælk med lidt sukker i, eller med koldt øl.

Anmeldelse
De her teboller smager bare skønt! Man kan ikke smage at de er lavet med margarine i stedet for smør, og krummen er faktisk næsten lige så sprød og flaky.
Hvis det er disse boller kokkepigen Laura bager til Maudes visitter, så kan jeg godt forstå at Tante Møghe spiser så mange.