Tyromanti - Kunsten at spå i ost
Der er noget magisk ved ost. Den flydende mælk skiller pludselig og uforudsigeligt. Det stivner og bliver til ostemasse: en næringsrig og velsmagende frembringelse, der kan opbevares i længere tid uden at fordærve og som gør, at selv mennesker med sarte maver kan nyde godt af mælkens vitaminer og mineraler.
Forskellige kulturer i oldtiden har fundet ud af at fremstille ost uafhængigt af hinanden. Det første arkæologiske spor er fra 7.500 år gamle potteskår fra Polen, der indeholder rester af ostemasse. For oldtidens mennesker har det været et mysterium hvorfor mælken kunne blive til ost. De vidste godt at hvis de lod osten lagre i en pose af gedeskind fra et gedekid, så stivnede osten bedre, men de vidste ikke at det skyldtes enzymer fra gedekiddets maveflora.
Det måtte være guddommelige kræfter der var på spil, når mælk blev til ost. Og derfor er det jo oplagt at tro, at man kan få indsigt i livets store spørgsmål ved at spå i ost.
Find guide til ostespådomssceance her
Upålidelige spåmænd i Det Gamle Grækenland
Tyromanti kommer fra det oldgræske ”tūros” (ost) og ” manteia” (spådom). De gamle grækere spåede i snart sagt hvad som helst: fuglenes flugt på himlen, indvolde fra dyr og terningespil. Det var ikke kun forbeholdt oraklet fra Delfi at spå for konger og bystater, spåmænd fandtes i hver i by hvor de udøvede deres spådomskunst for alle der havde råd til at betale en drakme eller to. Spådommene blev ikke brugt til at se ind i fremtiden, men til at finde ud af hvordan man skulle opføre sig for at gøre guderne tilfredse. Og derved sikre sig en ønskværdig skæbne.
Artemidorus Daldianus var en anerkendt drømmetyder og hans bog Oneirocritica fra ca. 200 f.kr. var en udførlig guide til drømmetydningens kunst. Udover grundige forklaringer om hvad forskellige drømme kunne betyde, gav Artemidorus også råd til hvem man kunne finde troværdige indenfor spådomskunsten. Og han havde ikke meget tilovers for en lang række spåmænd, sandsigere og seersker.
”For uanset hvad pythagoræere, fysiognomikere, terningespåmænd, ostespåmænd, sigtespåmænd, geomantikere, håndlæsere, skålspåmænd og nekromantikere siger, er det nødvendigt at betragte det hele som løgn og uden substans. For i virkeligheden er deres håndværk uden indhold, og de selv ved intet om profetier, men er charlataner, der bedrager og udplyndrer dem, som rådspørger dem. Det forholder sig faktisk således, at sandheden kun tales af offerpræster, fuglespåmænd, astrologer, iagttagere af jærtegn, drømmetydere og levergranskere alene."
Tyromantikere var altså ikke til at stole på. De var bedragere der brugte deres ubetydelige ”kunst” til at snyde de sandhedssøgende. I det store hele burde man undgå at søge råd hos dem, der påstod at de kunne spå i ost.
Tyromanti i fransk satire
At tyromanti ikke var noget man skulle tage seriøst, blev understreget i 1632, hvor den første af 5 bøger om kæmperne Gargantua og Pantacruel udkom i Frankrig. Bøgerne var skrevet af Francois Rabelais og indeholdt satiriske fortællinger, der var baseret på fransk folketro. De blev hurtigt populære. I bog 3 ønsker karakteren Panurge sig at finde en kone, han søger derfor hjælp hos hr. Trippa: en latterlig, overdreven spåmand, der foreslår at de udøver spådomskunst for at finde hende. Herefter opremser han en lang række spådomskunster de kan gøre brug af, nogle af dem sande, andre forfatterens selvopfundne. Og tyromanti er én af dem.
"Ved tyromanti, hvilket vi afprøver på en stor Brehemont-ost, som jeg har her hos mig."
Panurge finder sig aldrig en ægtefælle. Han opsluges derimod en dyb, overtroiske frygt for, at hvis han gifter sig, vil hans kone slå, røve og bedrage ham.
Tyromanti i folketroen
Havde man alligevel lyst til at kaste sig over at spå i ost, så kunne det foregå på flere måder. Man kunne betragte ostemassen stivne og tolke svaret på sit spørgsmål ud fra de mønstre, de dannede. Man kunne tælle antallet af huller i osten eller se hvordan de placerede sig i forhold til hinanden. Man kunne observere hvordan mug dannedes og formede sig. Eller man kunne tolke ud fra hvordan osten smeltede.
I England kunne en ugift kvinde der stod i et valg mellem 2 bejlere også bruge ostens vejledning, til at tage sin beslutning. På hvert sit stykke ost kunne hun skrive navnet på de respektive bejlere, og det stykke ost der først begyndte at mugne, bar navnet på hendes rette udkårne. Havde hun ikke tid til at vente på dette, kunne hun kaste de 2 stykker ost hen til en sulten gnaver. Det stykke der først blev spist, var svaret.
I Schweiz var ostefondue ikke bare en populær ret, der bød til socialt samvær om bordet, men også en mulighed for at finde svar. Et simpelt ja eller nej-spørgsmål blev formuleret højt til ostefonduen, og derefter blev fonduegaflen med et stykke brød dyppet i osten. Hvis brødet blev siddende på gaflen, viste osten sig som fast og omsluttende, og svaret var et klart ja. Hvis brødet derimod faldt af gaflen og forsvandt i ostemassen, var svaret nej. Man kunne også stille mere komplekse spørgsmål til den boblende ostefondue. Man tænkte intenst på sig spørgsmål mens brødet på ostegaflen blev dyppet i fonduen, og derefter blev det holdt op foran et brændende stearinlys. Skyggerne på væggen kunne tolkes til et svar.
Ovenstående illustration viser en sammenkomst i en schweizisk alpehytte, hvor der fremstilles ost. Måske er den store gryde fuld af boblende ostefindue?
Find guide til ostespådomssceance her
Terraccottafigur af en mand der river ost ca. 500-475 F.KR., fundet i Mykalissos, Grækenland
Illustration til Gargantua og Pantacruel af Gustave Dore 1873 - Gargauntua spiser middag i Paris
Besuch in der Sennhütte, af von Sigmund Freudenberger (1745-18001)