Bollemælk

Hvide Tirsdag (dagen inden fasten startede) var sidste chance for at nyde det luksuriøse hvedemel, det søde sukker og den friske mælk, inden menuen i 40 dage (søndage undtaget) stod på groft rugbrød og fisk. Sådan var det inden reformationen i 1536, og selvom fasten forsvandt med protestantismens indførelse, vedblev traditionen med at spise lækkerier til fastelavn. 

Inden fastelavnsbollerne udviklede sig til overdådige cremefyldte kager, købte man hvide hvedeboller hos bagere eller bagekoner. Man kunne selvfølgelig også bage dem selv. I mange århundreder var der tradition for at de bløde boller blev stukket i bollemælk: som regel frisk sødmælk varmet op og drysset med sukker og kanel. Det lyder simpelt, men var man vant til at spise hårdt, gammelt rugbrød, var hvedeboller bagt med masser af smør en kærkommen delikatesse. Mælk blev desuden sjældent drukket nymalket, det blev i stedet kærnet til smør eller lavet til ost. 

Udtrykket "Jeg stikker ikke op for bollemælk!" kan knyttes til denne ret. Forklaringen lyder, at karlene på landet ikke ville stikke kornneg op på vognene (udføre hårdt fysisk arbejde) hvis de kun fik serveret billig, næringsfattig mad som bollemælk. Den forklaring synes jeg bare lyder usandsynlig, eftersom bollemælk jo var delikat højtidsmad. 

Denne opskrift er fra 1906. Herefter forsvinder bollemælken stille og roligt ud af kogebøgerne. 

Opskrift

4 personer

2½ liter mælk

4 hvedeboller

2½ liter helst sød mælk koges. Herpå stikkes boller.

Opskrift på fastelavnsboller fra 1917

Anmeldelse

Bollemælk smager af.. ja, boller med mælk. 

Jeg dryssede retten med lidt sukker og kanel, hvilket gav den en anelse mere sødme og krydderi. Ellers gør bollemælken altså ikke meget væsen af sig. Skynd dig at spise den mens bollerne stadig er lidt faste og har en sprød skorpe, for så snart de bliver helt udblødte er de ikke så interessante. 

  Opskriften er fra Fru Constantins Husholdnings og Kogebog fra 1906.